Cykelkælder – har cyklister tid til sådanne?

MobilityTech skriver om, hvordan der ved den nye Frederiksberg metroforplads er etableret en cykelparkeringskælder med plads til 340 cykler, med både god skiltning samt gode adgangsforhold, hvor cyklen nemt kan transporteres både op og ned af kælderen.

Men trods de gode cykelparkeringsfaciliteter med supplerende varme, tørvejr samt musik i højtalerne står cykelparkeringskælderen tom.

Cykelkælderen kostede knap 44 millioner kroner  – det er rundt regnet 130.000 kr. pr. plads. Pr. plads i kælderen ville man kunne have fået 20 Bikeep docks. Der er brugt 15 millioner kroner af det samlede beløb til at etablere rullerampen ved Frederiksberg Gymnasium, som både kan benyttes af cyklister og gående, herunder gangbesværede.

Netop rullerampen er nok en del af forklaringen på, at der ved cykelparkeringsanalysen blot fandt 4 parkerede cykler i kælderen, hvor der altså er plads til 340. Som det ses af video klippet, tager det 28 sekunder inden en cyklist er nede i kælderen. Den tålmodighed har de færreste af os. Det ville sandsynligvis have gjort en positiv forskel, hvis man kunne cykle ned i kælderen (hvilket giver karambolage med vejreglernes krav om max. 5 % hældning).

I Ørestaden oplevede man noget tilsvarende tilbage i 2007/2008, hvor man endte med at lukke en cykelkælder, der blev anvendt til alt andet end cykelparkering.

På trods af massive udfordringer med cykelparkering ved Ørestad Station valgte By & Havn i 2019 at donere cykelkælderen til en lokal kunstnergruppe til åbning af en kunsthal. Ifølge By & Havn blandt andet fordi cykelkælderen ikke blev benyttet.

 

”Cykelkælderen under Kay Fiskers Plads lukkede allerede i 2007/2008, fordi den overhovedet ikke blev brugt. Desuden oplevede vi en stigende tendens til graffiti og hærværk i kælderen, som skabte utryghed i kælderen,” siger kommunikationschef i By & Havn Kristian Wederkinck Olesen og uddyber:

“Oprindeligt var der en forventning om, at folk ville parkere deres cykel under jorden ved stationen, men ingen brugte cykelkælderen i praksis. Erfaringer viser, at cyklisterne hellere parkerer på Kay Fiskers Plads.”

Leave a Reply